Sidste View
Vibeke og Karina
- et par som alle andre?
- et par som alle andre?
| Da sporene krydsedes |
|
Da I giver mulighed for at dele historier med hinanden, blev jeg inspireret til at prøve, i kort form, at sammenfatte det jeg har oplevet det sidste års tid. Da jeg selv bliver inspireret af at læse andres fortællinger, tænkte jeg, at andre måske også ville kunne få noget ud af denne fortælling og måske genfinde lidt af dem selv i nogle af delene. Anonym Da sporene krydsedes Hun krydser gangen. Egentligt ser jeg bare hendes skulder, men hele min krop kan mærke hende. Den lidt tunge, ludende gang. Drengepigen. Min krop når at reagere før mit hoved tænker. Hun er så sexet. Nu forstår jeg klicherne. ”Det gyser frydefuldt i mig”. Jeg vender mig væk. Skal jo passe mit arbejde. Længe efter, at hun er ude af mit synsfelt, sejler hun i mig som ekkoer. Jeg smiler for mig selv. Jeg er glad for, at jeg har mødt et menneske som hende. For første gang. Jeg var holdt op med at tro eller håbe, at sådanne mennesker som hende fandtes. Havde levet hele mit liv i en parallelverden. Mine tanker, drømme og forestillinger om kvinder var det mest private og hemmelige i mig. Men de var ikke virkelighed, kun en drøm. En drøm jeg genfandt i bøger, film og historier, som intet havde med min virkelighed at gøre. Min virkelighed, min hverdag, min familie og mine venner var alle så pæne og almindelige. Jeg gik omkring blandt dem som en hemmelig turist. Ingen vidste, at jeg var turist i al denne normalitet. Ingen vidste, at jeg havde en drøm om en søndag morgen med min elskede og vores fælles barn. Ingen vidste, at min elskede i min drøm var en kvinde. Ingen vidste… Og egentligt vidste jeg det heller ikke selv. Sporene i mit parallelliv var også adskildte fra mig selv. Når jeg fulgte det ene spor lå det anden langt fra det jeg gik på. Når jeg gik på det andet, forsvandt det første i horisonten. Indtil jeg mødte hende. Da jeg mødte hende kolliderede sporene i mig. Nu løb de oven i hinanden, under hinanden, rundt om hinanden, viklet ind i hinanden. Et rod som jeg så blev nødt til at vikle ud. Jeg blev nødt til at spørge mig selv, hvordan det kunne være, at jeg aldrig havde fået dem til, at krydses før. Hvordan kunne det være, at jeg kunne have levet så længe uden at have forholdt mig til, at jeg levede på to spor? Jeg vidste jo godt, at der altid havde været to spor. Hvordan kunne de være så adskilte? I lang tid kunne jeg ikke andet end at tænke på hende. Hvert lille øjeblik med hende, hver en bevægelse, hvert blik, hver en samtale med hende løb i båndsløjfe inden i mig. Dag og nat. Jeg sov stort set ikke. Jeg talte timerne til, jeg skulle se hende igen. Hele min bevidsthed søgte hende. Jeg var ikke særligt tilstede i mit arbejde. Jeg glemte, at der fandtes andre kolleger end hende; glemte, at andre havde brug for min opmærksomhed; glemte at tage hensyn til dem. Jeg var ligeglad med dem. Det eneste, der betød noget var at tale med hende; være tæt på hende; se ind i hendes fantastiske øjne; have tid med hende. Da den første vanvittige tid var dampet af stod jeg alene tilbage, og blev nødt til at se på de svære ting. ”Enten eller” eller ”både og”? Hvor meget kan sådanne få og simple ord plage én? ”Hvad er du til?” Så simpelt et spørgsmål, så svært at svare på. Hvordan kan det være, at jeg først som meget voksen finder ud af det, som alle andre har ordnet i det tidlige teenage år? Og jo, jeg var teenager igen eller for første gang? Jeg forsøgte at kigge efter kvinder på gaden. Kan jeg lide hende eller hende eller hende? Var det bare hende den ene særlige eller var det kønnet som sådan? Hvordan finder jeg ud af det? Man kan finde så meget på nettet, også andre, der har det næsten lige som én selv. Tænk der findes andre, som også først sent finder ud af, at kvinder er dejlige. Hvilken glæde. Jeg sad foran computeren og tudede. Tudede over at se min historie stort set genspejlet. Dem må jeg være en del af. På vej ind for at møde dem, møder jeg mit eget værste spøgelse: Angst. Angst for at stå frem; angst for at blive forkastet; angst for at andre skal finde ud af det. Angst. Jeg går hjem igen. Jeg melder mig ud. Beslutter mig for, at det ikke er nødvendigt, at andre ved det, bare jeg selv ved det. Beslutter mig for, at det ikke findes. Beslutter mig for, at jeg ikke er…. Men det holder ikke op, og det vil ikke gå væk. Hver dag ser jeg hende og mine andre kolleger, der også er… Hver dag snakker jeg med dem. Hver dag fortæller de mig om… Jeg lytter med ører så store som rundetårn. Aldrig har mine spor krydset hinanden så meget som nu. Nu ved jeg, de virkeligt eksisterer, disse mennesker. Nu hører jeg dem fortælle, nu – næsten – er jeg selv med. Men jeg tier. Jeg tier og lytter, nikker, smiler. Taler tilsyneladende med, som om, jeg bare var en turist i et fremmed land. Jeg er som en kæmpe ballon, der snart sprænges af alle disse ord. De vil så gerne ud, men jeg tier og smiler. Og går hjem og græder. Græder over min forvirring, min kamp for at holde alt hemmeligt. Så tæt på har jeg aldrig før været på at høre til. Sommeren kommer. Sommeren med så mange events. Jeg lusker rundt og er der næsten ikke. Må ikke ses, ikke opdages, ikke stå frem, ikke skulle forklare mig. Bliver næsten opdaget. Flugt. Så hun mig? Jeg tror det ikke. Flaget vejrer overalt i byen. Det er så smukt. Det fylder mig med længsel. Men også med en glæde. Det er tegn på, at de findes. Og at de er her. Det er godt. Tiden går og roen kommer. Jeg finder fred med at være sådan et forvirret væsen, som jeg nu er. Det er ok ikke at være snorlige og forudsigelig. Det er ok at leve i det skjulte. Jeg er mere tilstede igen. Jeg er blevet mit sædvanlige venlige, opmærksomme, smilende selv igen. Jeg husker på alle mine kolleger, snakker med dem alle. Dog nok stadigvæk mere med hende den ene særlige. Men det er der nok ikke nogen, der lægger mærke til? Jeg klarer det, jeg skal. Jeg har fået viklet sporene ud inden i mig. De ligger nu lige ved siden af hinanden. Det er næsten ikke til at se, at det ikke kun er et spor. Jeg tror ikke, at jeg igen glemmer, at der er to spor. Når jeg vender mig om og kigger tilbage over sporene, kan jeg se deres bane. Jeg ser deres lige løb fra tidernes morgen, og jeg ser det rodede og filtrede løb. Og jeg ser de to spor ligge side om side nu. Så meget er forandret. Det er mærkeligt at tænke på, at det kun er et år siden, at hun krydsede min gang. Tilbage til Din historie |
Tip en veninde
Om YesYesYes
Ny video om YesYesYes!
Sidste nyt
|
21.10.2011 MIX COPENHAGEN - filmfestival 2011 |
|
7.4.2011 Ny spændende bogliste |
|
5.4.2011 Blog indlæg: Jeg er stolt af min søn |
|
25.3.2011 Hvor er du sej Sarah. Stort TILLYKKE |
|
25.3.2011 Når noget er godt - må man gerne sige det! |
|
27.2.2011 Jyllands-Postens livsstilsmagasin VIVA sætter ord på |
