Det var en af de dage hvor selv om solen havde proklameret sit ejerskab over himlen, at jeg følte mig låst inde i mig selv, asocial og træt.  Der ventede mig en aftale i byen og jeg vidste ,at hvis jeg brød den, ville hun aldrig tilgive mig, så jeg var på vej derud med 69'eren, som førte mig direkte til mit personlige helvede, Rådhus Pladsen....  I bussen sad jeg og tænkte mange tanker, mest af alt sad jeg med følelsen af , at jeg  ikke  kunne overskue  alle de mennesker.

Ved ankomsten så jeg dig siddende ved busstoppestedet helt forventningsfuld ved synet af bussen, jeg tænkte, at de tanker der kredser sig i dit sind var, om jeg var med den. Jeg steg ud, begyndte at gå dig i møde, du omfavnerde mig hårdt og sagde sagte hej.

Mine øjne forrådte mig, og der gik få sekunder, før du sagde til mig, at du havde savnet mig og med et flabet smil , at du nok skulle kurere min træthed. Du er min bedste veninde, og du forstår at bryde de mure, jeg har opstillet, og du kan altid se mig.

Vi gik  i stilhed, men jeg valgte at bryde den og spurgte, hvordan det gik med manden der hjemme. Du smilede og sagde, at du havde efterladt ham i sengen. Jeg gav hende et frækt blik og svarede hende ,nå så det har du. Hun skrald grinede og sagde, I Wish at grunden var den du tænkte  på, men det var det ikke - han var syg , så jeg fik besked på at holde mine beskidte tanker i ave.

Jeg kunne mærke at letheden i kroppen var ved at nå mig og tankerne var ved at blive af en lysere natur. Vi satte os på en cafe, og følelsen af glæde over at sidde overfor det her dejlige menneske og bare små sludre om alt og intet oversvømmede mig.´

Da vi omfavnede hinanden i farvel  ved busstopstedet, strømmede en ny følelse af energi over mig . Medens jeg vinkede til hende, besluttede jeg mig for, at gå en tur ned ad Strøget, måske også lige smutte forbi en boghandel - trængte til noget læsestof.

Ænsede ikke rigtigt de butikker jeg passerede, gik med den nyindkøbte bog i hænderne og var på vej ? Hun ænsede heller ikke mig i sin iver for at komme afsted, for i et sad jeg på jorden og ømmede mig. Jeg kiggede op og kunne egentlig ikke helt tyde, hvem der stod der, solen havde sejret over mig. Hun bukkede sig mod mig. Vores øjne mødtes, og jeg kunne se hendes forskrækkede blik og usikkerhed over situationen. Jeg nåede til det punkt, hvor jeg ikke kunne holde mig selv fra at grine, så jeg brød ud og i mit grineflip skreg jeg ´argh min venstre balle´.

Jeg begyndte at kunne høre hendes latter, den lød  mild og befriende i mine ører, jeg så på hende. Hun bukkede  sig dybere for at hjælpe mig op, latteren var stadig tydelig fra os begge. Hun undskyldte og undskyldte, medens hun samlede min bog op. Jeg så på hende, hun stirrede på bogen mellem hendes hænder. Der gik et øjeblik, hun vendte sig  direkt mod mig og sagde med en grinende stemme, at denne bog måtte være fucking god, siden jeg gik med næsen dybt begravet i den midt på Strøget, og med et smil på læberne spurgte hun, om hun måtte låne den, når jeg var færdig.

2. del

Vi stod midt på Strøget, og stilheden havde lagt sig hen over os som tunge skyer, der truende meldte  ankomsten af regn. Jeg har altid elsket regnvejret.

Hun stod og småtrippede - hun virkede genert, men dog så resolut i det spørgsmål der formede dets vej over hendes læber. Hun tog en dyb indånding og med et skævt, usikkert smil sagde hun, at hun godt kunne tænke sig at byde mig på en kop kaffe, eller hvad jeg nu ønskede. I hendes blik fandtes en uforklarlig forventning og lidt tilsat håb. Hun blev nervøs og sagde, at det var det mindste, hun kunne gøre efter at have skadet mig. Min stilhed gav hende ubehag, for i et kiggede hun væk, og hele hendes krop trak sig.

Jeg begyndte at grine for at lette på spændingen, hun følte mellem os. Hun så på mig, og hun lignede et stort spørgsmålstegn. Jeg sagde i latter, at det ville være mig en fornøjelse, og at det også var det mindste, jeg kunne gøre, siden jeg var et færdselsuheld, der bare ventede på at ske. Et smil bredte sig over hendes læber. Så kiggede jeg hende dybt i øjnene og med alvor i stemmen hviskede, 'this is at your own risk´...   Hun begyndte atter at grine, og jeg kunne føle, at al hendes usikkerhed forsvandt, medens vi stille og roligt var begyndt at gå ned ad Strøget.

Jeg hedder Katerina, sagde jeg og rakte hende min hånd, hun tog den blidt, dog bestemt og mærkede lidt på den, som om den ville røbe noget om mig. Hun så mig i øjnene, længe, og sagde 'Dina'...  Hendes øjne søgte svar i mine.

3. del

Er du her stadig, spurgte hun mig med nervøsitet i stemmen. Jeg vendte mit blik mod hende, og jeg kunne se det kom som en overraskelse for hende, for hun så væk.

Stilheden mellem os var ikke til at fordøje, ligesom den klamme, smagsløse, tørre kage der lå foran mig på tallerkenen. Alligevel følte jeg intet andet end ro i mig. Dog spredte uroen sig i hende, hun kunne ikke abstrahere fra stilheden.Jeg kunne se, hun søgte ordene til at igangsætte en samtale, desperat.

Hendes desperathed kom af mit manglende ordforråd og, at jeg sad i mine egne tanker. Hun følte sig uinteressant og kedelig desværre, selv om det var hende, jeg tænkte på og vores famøse introduktion. Et smil bredte sig over mine læber - jeg kunne føle hun observerede mig. Jeg så hende i øjnene og sagde, at hun nok var det menneske, jeg på bedste vis havde introduceret mig for nogensinde. Med et frækt blik og et flabet smil sagde jeg, at hun måtte indrømme, at hun var imponeret. Hun begyndte at le og svarede, at hun aldrig havde været så imponeret og overvældet af et andet menneske som idag.

Hun begyndte at løsne lidt op og være mere afslappet, endda modig, for hun fortalte mig den dårligste vittighed jeg længe havde hørt. Hun grinede så inderligt af sin egen plathed, jeg sad og rystede på hovedet og grinte med. Jeg bad hende efterfølgende om at love mig, at hun aldrig  nogensinde mere ville fortælle vittigheder, når vi var sammen. Hun grinede så meget, at tårene trillede, medens hun holdt sig på maven.Hvor var hendes latter smittende og jeg nød lyden af den.

Lige pludselig blev hun helt stum, det var som om, realiteten gav hende en lussing. Jeg gav hende et undrende blik og hun forstod min mimik, for hun spurgte, om det jeg sagde, betød at vi skulle ses igen. Jeg kunne mærke djævelen i mig tog over, for jeg svarede, at dommeren stadig voterede.

Jeg kunne se skuffelsen i hendes øjne, hun vendte blikket væk fra mig, medens hun lænede sig frem og lod sine arme hvile på bordet. Hun fandt det ikke morsomt. Jeg tog hendes hånd, medens jeg studerede konturerne af hendes fingre lange og tynde. Jeg vidste, at hun så på mig allerede ved den første berørelse, men hun lod som ingenting og fastholdte mit blik på hendes fingre.

Jeg så op og mødte hendes mørke brune øjne. Jeg sagde til hende, med blidhed og ro i stemmen, at jeg drillede, og at jeg godt kunne tænke mig at få hendes nummer. Hun svarede, som var det en refleks for hende, at hun ikke udleverede det. I hendes øjne så jeg ærgelse over hendes udsagn. Hvis hun kunne i det moment, ville hun have givet sig selv et ordenligt spark i røven.

Jeg overvejede i et kort øjeblik, om jeg skulle have taget min hånd til mig, men jeg lod den være. Hun sad og legede med mine fingre, og jeg vidste, hun ville blive skuffet, hvis jeg trak mig, efter hendes brøler. Jeg ønskede ikke at gøre det værre for hende. Jeg smilede til hende og spurgte, om vi ikke skulle prøve det her igen. Jeg skulle lige til at sige 'må jeg'..., faktisk nåede jeg ikke længere end til 'må jeg', da hun afbrød mig og sagde, at hun med glæde ville give mig sit nummer og pustede lettet ud.

2 minutter efter ringede jeg hende op og lagde på. Hun ænsede ikke sin telefon men talte videre om sin familie. Jeg undskyldte for min afbrydelse og sagde, at hun nu også havde mit nummer. Hendes smil ændrede sig - det blev endnu større. Det virkede som om, det var smilet over alle smilene, og alt lettede i hende. Jeg følte en underlig varme brede sig i mig, ligesom den længe ventede solopgang og alle dens ubeskrivelige smukke farver endelig var kommet frem, og den har overgået ens forventning. Det var, hvad hendes smil betød for mig...

Hun blev mere og mere munter.. Al nervøsiteten forsvandt  i hende, og hun begyndte at åbne mere op. Hun fortalte, at hun var læge, arbejdede på Riget, som hun sagde det, pædiatri afdelingen. Jeg kunne høre på hende, at hun brændte for sit arbejde, og den glæde hun følte for det var stor.

En glæde spredte sig over hendes ansigt, da jeg fortalte hende, at jeg var pædagog. Hun så på mig med et blik, jeg ikke helt kunne tyde. Hun sagde, med glæde i stemmen ,at så betød det, vi begge var vilde med børn. Hendes sidste konstatering om det emne var, at hun var glad for, at jeg havde det på den måde.

Tiden var løbet fra os i snak om alt og intet, vigtige og ligegyldige emner. Jeg kunne se overraskelsen i hendes ansigt, da jeg fortalte hende hvad klokken var, og jeg kunne føle hendes modvilje for, hvad mit udsagn betød.

Medens vi stod ved busstopstedet, tog hun fat i min arm og trak mig tættere ind til sig. Vi stod ikke helt op ad hinanden, men der var ikke meget plads imellem os. Hun så mig i øjnene og sagde, at hun ikke ønskede at virke anmasende, men hun ønskede ikke at sige farvel endnu. Hun smilede et skævt smil og sagde, at hun havde haft den fedeste og sjoveste dag sammen med mig, og at det ærgede hende, at den var så hurtigt overstået. Jeg svarede hende, at jeg også havde nydt dagen med hende og spurgte, hvem der havde sagt, at vi skulle sige farvel, for jeg havde tænkt mig at sige, vi ses i morgen. Hun grinede i lettelse og sagde i morgen, her på Rådhuspladsen kl 16. Jeg nikkede og så min bus komme. Jeg gav hende et kram og et blidt kys på kinden, inden jeg steg på bussen. Hun vinkede, da bussen kørte og sendte mig et luft kys. Jeg smilede hele vejen hjem.


Tilbage til Din historie