Da jeg skrev dette eventyr, blev det klart for mig, at jeg var nødt til at gøre noget alvorligt med mit liv.
Det viste med al tydelighed, at jeg ikke befandt mig godt - selvom jeg ikke ville forstå, at det var sådan jeg egentlig havde det.

Anonym


Der var engang en landsvale og en elefant

Der var engang en Landsvale og en Elefant, der havde indgået et helt særligt forhold. På trods af deres forskelligheder var det lykkedes dem at bygge en speciel og særlig familie sammen. De havde opfostret 2 herlige unger – en klog Slørugle og en smuk selvstændig Ræv.

Landsvalen og Elefanten havde levet lykkeligt sammen i mange år. Men Landsvalen var på det sidste blevet trist, for hun havde helt glemt, hvordan det egentlig var at være Landsvale. Savnede at trække af sted over store strækninger med sin egen race. Det manglede i hendes liv. Derfor begyndte Landsvalen at opsøge andre landsvaler, og hun fandt ud af at det faktisk føltes skønt. Hun fandt ud af, hvor meget hun egentlig havde savnet at flyve omkring og opleve ting. Alt i hendes og Elefantens liv drejede sig om familie og samvær med hinanden.

Elefanten havde ikke de samme længsler efter sin egen race, så han forstod ikke rigtig, hvorfor det pludselig blev så vigtigt for landsvalen at kigge sig om i verden. Landsvalens udlængsel blev kraftigere og hun søgte oftere og oftere hen til andre landsvaler for at dele historier med dem. Elefanten gjorde hvad han kunne for at få så megen tid med Landsvalen – jo mere hun søgte væk, jo mere opmærksomhed ville han ha’.

En dag gik det galt – Landsvalen fik nok og sagde til Elefanten, at sådan kunne hun ikke holde ud at leve. Hun havde brug for sin frihed – frihed til at udforske verden og friheden til at være sammen med andre Landsvaler. Hun ville dog ikke forlade sine unger – selvom de efterhånden var blevet store og kunne klare det meste selv.

Så hvordan skulle hun nu få det hele til at hænge sammen?

Elefanten blev mere og mere frustreret, for Landsvalen havde ikke længere brug for at tale så meget med ham. Hvordan skulle Elefanten nu klare livet – for han savnede de meget tætte stunder, han plejede at ha’ med Landsvalen. Han savnede, at Landsvalen plukkede insekter af hans hud, at hun sørgede for at holde alle flyvende insekter fra ham, så han kunne leve fredeligt og klare de ting, han plejede at klare. Og at hun tog sig tid til at kigge fra luften for at sikre at ingen rovdyr var i nærheden, når de var på udflugt efter mad eller bare gik gennem landskabet for at nyde naturen sammen.

Hans verden var blevet meget usikker. Hvordan skulle det gå? De var nødt til at finde en løsning – men var det muligt at finde et liv der passede dem begge.?

Landsvalen savnede sin egen familie – samværet med hendes søskende. Hun havde en stor familie som hun sjældent så. Mest når der blev indkaldt til vigtige sammenkomster. Elefantens familie var meget lille og han havde ikke så meget behov for at se dem – ville allerhelst bare være sammen med sin lille familie og klare de praktiske ting omkring hjemmet. Af og til tog han sig dog nogle gode gåture med sin bror. Her fik de lige vendt verdenssituationen. Men da landsvalens familie boede spredt og med lange afstande imellem hinanden, sås de ikke så ofte. Mest sendte de luftpost til hinanden.

Landsvalen ville meget gerne ændre på tingenes tilstand – men hvordan? Ville det betyde at Elefanten så ville trampe væk i arrigskab og at de aldrig skulle tale med hinanden mere? Hvad ville landsvalen egentlig helst? Blive og forsøge at lave om på familiens måde at leve på eller flytte fra Elefanten og starte på et friskt liv på landsvalens egne præmisser?

Ungerne skulle hun jo også huske på – de var ikke helt store nok til at kunne klare sig selv. De skulle stadig hjælpes nogle år endnu, før de havde alle færdigheder til at klare et liv ude i den store verden. Hvordan ville deres liv være, hvis landsvalen og Elefanten ikke længere boede sammen og ikke længere sammen skabte de trygge rammer for de dejlige unger?

Landsvalen fløj rundt og rundt og nød luften under vingerne – nød at føle sig fri og levende. Det blæste rigtig kraftigt den dag – og vinden hviskede til landsvalen. Hun kunne dog ikke høre, hvad der blev hvisket – for nede på jorden gik Elefanten og trompeterede mod op mod hende – han var desperat, for han ville gerne følge hende, men kunne jo ikke flyve.

Landsvalen var godt irriteret – for hun ville gerne høre, hvad vinden hviskede – hun fløj højere og højere i håb om, at hun så kunne høre, hvad vinden mon ville fortælle hende. Pludselig var hun kommet så højt, at hun kunne høre vindens hvisken – den sagde grib chancen – find dit mod frem – alt skal nok løse sig.

Men hvad mente vinden med ”grib chancen”?

Pludselig kom et enormt vindpust – med dejlige dufte fra sydens lande – og landsvalen blev båret med – længere og længere væk fra sit hjem – vinden var så stærk at hun ikke kunne stritte imod. Hun vidste at hun snart ville vende hjem igen, for hun havde stadig et kæmpe ansvar for sine 2 dejlige unger – dem kunne hun ikke undvære. De betød alt for hende.


Tilbage til Din historie