teaser-t-vandret-menu1
Annemette

Anne_Mette_120


Annemette Kjær Clausen

Journalist & Rejseleder
 

Jeg har altid været fascineret af kvinder. Jeg har bare ikke altid vidst, hvilken ”kasse” jeg skulle putte fascinationen i. Opdraget i et indre missionsk hjem var det forbudte tanker, og i lang tid troede jeg, at jeg måtte vælge imellem Gud eller min seksualitet.

I dag ved jeg, at der ikke kun er én ”opskrift” på at være troende – Guds hus er en del større end vi regner med! Hvis jeg skal blive i de kristne ”termer”, så er jeg sikker på, at vi ærer ”skaberværket” bedst ved at følge vores hjerte og gå efter det, der bringer allermest værdi og glæde for os selv og for andre. Jeg vil endda gå så vidt som til at sige, at det er spild af liv og disrespekt for livet at modarbejde noget så stærkt som seksualiteten – som jo også er en del af ”skaberværket”.

Det har dog taget mange år og søvnløse nætter at forlige mig med tankerne. Jeg kommer ikke så meget i kirken længere, men jeg anser mig selv som religiøs og ser det guddommelige mange steder. Det er langt hen af vejen min opfattelse, at størstedelen af accepten af ens seksualitet skal komme fra en selv – så følger omverdenen ofte efter. Og det er din egen indre fred, der er den vigtigste.

Det er også blevet tydeligt for mig, at det for nogen kan give en tryghed at finde sin identitet og med stolthed kunne kalde sig lesbisk, homoseksuel eller ”til kvinder”, men det vigtigste er at finde ind til sig selv og være glad for at være den, man er, uanset hvad man kalder det.

Når jeg søger svar på de store spørgsmål, søger jeg ofte ud i naturen. I de smukke, store vidder finder jeg livsglæde og stilhed, og stille og roligt bliver jeg guidet nærmere svarene på mine spørgsmål. Derfor arbejder jeg i dag med skrive og arrangere rejser for andre, så de kan opleve livet fra nye vinkler.

Herunder kan du, hvis du har lyst, læse min historie om, hvordan jeg erkendte min seksualitet overfor mig selv og for omverdenen.


Min historie


En skandale
En dag i august 1999 lå der et brev i min far og mine brødres postkasse fra mig, familiens benjamin og eneste datter på 23 år, som fortalte, at jeg altså ikke ville komme hjem med en mand – men en kvinde. Hvilken SKANDALE i et kristent hjem, hvor en rynken på næsen og ikke for mange ord om ”den slags” var, hvad der havde dannet holdning til ”homofili”, som det blev kaldt.

At elske én af samme køn er jo forkert, og det vidste begge mine ældre brødre og jeg bare gennem hele opvæksten, så det var der ingen grund til at snakke mere om.

Selv tandlægen var sød

Inden det kom så vidt, som til at fortælle familien om min seksualitet, gik der flere år med selv at vænne mig til tanken. Set i bakspejlet har fascinationen af kvinder altid været der – fra den hemmelige forelskelse i håndboldtræneren til mine pludselige ønsker om at komme til vores søde og dejlig kvindelige tandlæge!

Var det fordi min mor var død?

Jeg mistede min mor da jeg var 6 år gammel, og da fascinationen af kvinder i mine teenageår blev mere vedvarende, gik meget af min bekymring på, om min fascination af kvinder kunne forklares med, at jeg ikke havde nogen mor. Hvis det spillede ind, ville jeg så nogensinde få et velfungerende forhold, hvis jeg valgte det utænkelige at danne par med en kvinde?

Kan man blive lesbisk på en kristen skole?

Paradoksalt nok var det, da jeg startede på en kristen pædagoguddannelse i 1998, at det pludselig blev klart for mig, hvad jeg havde forsøgt at holde nede i mange år. Jeg var i forvejen i vildrede omkring min tro og det at tilhøre Indre Mission. Jeg var faktisk træt af altid at have dårlig samvittighed over et eller andet. Alt det, jeg troede, Gud forbød mig, og det jeg skulle og ikke måtte.

Jeg besluttede derfor at lave et lille eksperiment: I en periode ville jeg sende ”filteret” på ferie og give mig selv lov til at tænke det, jeg havde lyst til og til at lade mig føle det, jeg følte. Ja, det lyder egentlig som en bedrift i sig selv at kunne kontrollere sig selv så meget, i så mange år. Eksperimentet - ja, det havde vel varet en dag, før jeg vidste, hvad klokken havde slået. ”Annemette, du er...” åh, jeg kunne næsten ikke få ordet over mine læber!

Jeg blev indelukket og delte det kun med én fortrolig

Bortset fra én fortrolig, som selv gættede det, delte jeg det ikke med nogen. Og i en periode blev jeg meget indelukket. Der foregik en borgerkrig i mit hoved. I den ene lejr blev der jublet og poseret med stolthed over, at jeg havde erkendt, at jeg var til kvinder. I den anden lejr kæmpede jeg med samvittigheden og tankerne om, hvad alle andre ville sige? Var der overhovedet nogen, der ville acceptere det, og hvem ville slå hånden af mig? Jeg var hundeangst for aldrig af kunne danne netværk med nogen, og jeg anede ikke, hvor jeg kunne møde andre, der havde det lige som mig, eller bare finde nogen at snakke med.

I de følgende år greb jeg mig selv i flere gange om dagen overrasket at konstatere ”guuud Annemette, du er jo...” – jeg havde stadig svært ved ”det ord”.

Ting tager tid

For nogle kvinder tager det et splitsekund at erkende og acceptere, at de er fascineret af kvinder og, at de har lyst til at kalde sig lesbiske. For mig har det været en erkendelsesproces over flere år. Den dag i dag – over 10 år efter – kan jeg stadig tage mig selv i at føle mig forkert i forhold til normen. Ting tager tid.

Jeg har erkendt, at man ikke bare sådan laver om på en samvittighedsfølelse, der er skabt igennem ens opdragelse – efter bedste og kærlige overbevisning fra velmenende forældre. Men det, der er rigtigt for dem, er ikke nødvendigvis rigtigt for mig. Det måtte jeg sige til mig selv igen og igen.

Det værste der kunne ske – men vi elsker dig alligevel
Da bomben faldt, og skandalen var en realitet, opdagede jeg gudskelov, at både mine brødre og min far holdt fast i, at de altid ville elske mig, lige meget hvad. Men, som du sikkert kan gætte, var det ikke lige den besked, at jeg var/er ”til kvinder”, som jeg har det bedst med at kalde det, min familie havde håbet allermest på. Tværtimod. Det var nok noget af det værste, de kunne forestille sig.

Flyttede til København
På et tidspunkt flyttede jeg til København og havde forinden sat en annonce i Panbladet. Jeg begyndte at få kontakt med andre, der havde det ligesom jeg. Gennem håndbold og andre sportsaktiviteter i Pan Idræt for bøsser og lesbiske, mødte jeg flere og flere kvinder, der var til kvinder.

Jeg blev en flittig gæst i ”homomiljøet” og mødte mange nye og spændende mennesker. Om end jeg var først i tyverne, var det som at være teenager igen. Det har givet anledning til mange berigende oplevelser.

Hvad laver Annemette så i dag?
Professionelt valgte jeg at læse videre fra pædagog og tog efterfølgende en journalistuddannelse. Jeg arbejder i dag som daglig leder af rejseselskabet Qompagniet - www.qompagniet.dk - Danmarks eneste rejsebureau, der har specialiseret sig i at lave aktive rejser for kvinder.

Selv stortrives jeg, når jeg befinder mig i naturen. Man får tænkt nogle nye og berigende tanker, når man kommer udenfor sin egen matrikel. Eller også tager man helt en pause fra at tænke så meget. Uanset hvad, er det balsam for sjælen og gør underværker for krop og psyke.

Finale
Skal der være en morale i denne lange ”lidelseshistorie”, må det være at give den gode Søren Kierkegaard ret i det gamle ordsprog:

”At turde er at miste fodfæste, et øjeblik. Ikke at turde, er at miste sig selv”

Og jeg vil her huske mig selv og mine omgivelser på, at det er vigtigere at dø levende, end at være en død levende.

 

Læs om Mette her

 
Tip en veninde
Dit navn:
Din email:
Venindens email:
Din meddelelse:

Om YesYesYes

Ny video om YesYesYes!
mette_hop_web

Vores Vision

vores-vision-2

Vores vision er at skabe åbenhed og en positiv debat omkring kærligheden mellem kvinder og dermed at medvirke til en holdningsændring i samfundet. Læs mere

Netværk

netvrk-2

Find steder at udvide dit netværk under Where to go & What to do og AKTUELT

Aktuelt

aktuelt-2

YesYesYes skriver om alle aktuelle events - læs mere under AKTUELT og tip os, hvis du ved noget, vi ikke ved.
Følg med ved at tilmelde dig vores Nyhedsbrev

Kvindefester

kvindefester-2

Hører du til dem, der gerne vil have en "sving om" og møde en masse andre dejlige kvinder. Så  find den næste AKTUELLE fest i dit lokalområde

Tip os!

tip-os-2
Kender du til et arrangement, en kvindegruppe eller andet relevant, som kvinder her på siden ikke må gå glip af, så tip os her

YesYesYes Coaching

yesyesyes-coaching-2
Det handler ikke om at springe ud - men om at du kan få en sund og stærk krop, sprudle af ENERGI og finde vejen til en masse LIVSGLÆDE


Foredrag

rejsende-workshops-2

Vil du have inspiration til at leve et liv på toppen, med dig selv som STJERNE i dit eget liv? Så kom og hør et af Mettes foredrag - læs under Kalender

Reportage

reportage-2
Tag med YesYesYes på tur.
Se billeder fra:
Copenhagen Pride 2010
World Outgames 2009
Copenhagen Pride 2009

Design: Webpassion.dk        CMS Udvikling: Software Consult